Gå til indhold
RecruitLedger Er du et bureau?

Metode

Sådan bygger vi profilerne

Profilerne i RecruitLedger bygger på to kilder: registerdata fra CVR og bureauets eget offentlige website. Vi opfinder ikke oplysninger, og ingen placering kan købes.


Fem trin fra register til profil

  1. 01

    Vi henter registret

    Hver uge trækker vi alle danske virksomheder med branchekode 781000 og 782000 — arbejdsformidling og vikarbureauer. Derfra kommer navn, adresse, by, CVR-nummer, registreringsår og reklamebeskyttelse.

  2. 02

    Vi sorterer fra

    Branchekoderne rummer meget der ikke er rekrutteringsbureauer. Vi har fundet kommunale jobcentre, en fagforening, et boligselskab, en plastfabrik og en gård der avler skotsk højlandskvæg. De bliver i databasen med en begrundelse, men de får ikke en profil.

  3. 03

    Vi læser bureauets eget website

    Vi henter forsiden og op til fem undersider om bureauet, dets ydelser og fagområder. Vi besøger hvert site højst én gang i kvartalet, vi respekterer robots.txt, og vores robot identificerer sig.

  4. 04

    En sprogmodel sammenfatter

    Modellen skriver kun ned hvad der står på sitet. Den vurderer ikke bureauet og rangerer det ikke. Hver profil gemmes med hvilken model og hvilken version af instruktionen der lavede den, så en fejl kan spores og rettes bagud.

  5. 05

    Kontrollen afviser

    Før en profil bliver til en side, tjekker vi den maskinelt. Superlativer uden kilde afvises. Tal og årstal der ikke findes i teksten fra sitet afvises. Navne på enkeltpersoner afvises. Er hjemmesiden ikke bureauets egen, afvises hele profilen.


Tre lag, tre ejere

En profil består af tre slags oplysninger, og de har hver sin ejer. Det afgør hvem der vinder når de er uenige.

Lag 1 · Registret ejer

CVR-nummer · firmanavn · adresse · branchekode · registreringsår

Kommer fra CVR. Vi ændrer det ikke.

Lag 2 · Maskinen ejer

beskrivelse · fagområder · ydelser · segment · størrelse

Udledt af bureauets eget website. Opdateres når sitet ændrer sig.

Lag 3 · Bureauet ejer

alt bureauet selv har rettet

Vinder over de to andre, felt for felt. Har bureauet rettet sin beskrivelse, rører maskinen den aldrig igen — heller ikke ved en ny gennemgang et halvt år senere.


Det vi ikke ved

Der er huller i vores data, og de skal stå her frem for at blive gemt bag et pænt tal.

  • Antal ansatte mangler. Det findes i CVR, men i et datasæt vi endnu ikke henter. Derfor viser vi ikke bureauernes størrelse i registertal, kun det vi kan læse på deres site.
  • Hjemmesiden er et kvalificeret gæt. CVR indeholder ikke websites, så vi udleder dem af mailadressen: skriver bureauet fra info@eksempel.dk, antager vi at sitet er eksempel.dk. Rammer vi ved siden af, afviser vi profilen frem for at gætte videre — men det betyder også at bureauer uden registreret mail mangler helt.
  • Registreringsår er ikke stiftelsesår. CVR fortæller hvornår det nuværende selskab blev registreret. Er et bureau gået fra enkeltmandsvirksomhed til ApS, står der et årstal der er nyere end virkeligheden. Derfor kalder vi det "i CVR siden" og viser bureauets eget stiftelsesår ved siden af, når de er uenige.
  • Vi kender ikke kvaliteten. RecruitLedger fortæller hvem der findes og hvad de laver. Ikke hvem der er god. Vi har ingen anmeldelser, ingen rangering og ingen holdning til hvem du bør vælge.

Om vores robot

Vi henter offentligt tilgængelige sider fra bureauernes egne websites. Vi følger robots.txt, henter højst seks sider pr. bureau, venter mellem hvert kald og kommer tilbage cirka én gang i kvartalet. Robotten identificerer sig som LedgerBot med et link til denne side.

Vil du ikke have os på besøg, kan du blokere os i robots.txt. Så beholder vi kun registerdata, og profilen får ingen beskrivelse.


Spørgsmål og svar

Hvor kommer jeres data fra?

Profilerne i RecruitLedger bygger på to kilder: registerdata fra CVR og bureauets eget offentlige website. Vi opfinder ikke oplysninger, og ingen placering kan købes.

Kan et bureau betale for en bedre placering?

Nej. Rækkefølgen på oversigtssiderne er alfabetisk eller efter antal, aldrig efter betaling. Et bureau kan overtage sin profil og rette sine egne oplysninger, og det er gratis. Betaler bureauet, får det henvendelser sendt direkte — men det ændrer ikke hvor det står på nogen liste.

Hvorfor står mit bureau ikke i RecruitLedger?

Sandsynligvis fordi vi ikke kunne finde jeres hjemmeside. Vi udleder den af mailadressen i CVR, og har I ingen mail registreret, har vi intet at læse. Skriv til os, så retter vi det.

Der står noget forkert om os. Hvad gør vi?

Brug ret os-knappen nederst på profilen. Vil I selv styre teksten, kan I overtage profilen. Felter I retter, bliver aldrig overskrevet af vores maskine igen.

Hvorfor viser I ikke bureauets telefonnummer?

Fordi henvendelser går gennem os, så vi kan kvalitetssikre dem og sende dem til de bureauer der faktisk passer. Bureauer der har overtaget deres profil, viser deres egne kontaktoplysninger.


Fandt du en fejl?

Så vil vi gerne vide det. Vi retter, og vi skriver hvornår siden sidst blev opdateret, så du kan se at det er sket.

Ret os